Østjyder mod Kattegatforbindelsen
Mens store dele af Danmark blev lukket ned, besluttede en række ildsjæle i Odder og omegn d. 9.december 2020 at stifte foreningen Østjyder mod Kattegatforbindelsen, se pressemeddelelse.
Hermed har forslaget om en Kattegatforbindelse med tilhørende ødelæggende motorveje på Røsnæs, Samsø og i Østjylland fået kamp til stregen på tværs af Kattegat. Den nye forening har hentet inspiration fra tilsvarende foreninger på såvel Røsnæs som Samsø og der er allerede etableret gode kontakter mellem de tre foreninger. Således har der været afholdt et antal fælles møder over de seneste år på Energiakademiet på Samsø – også før den nye forening i Østjylland formelt blev dannet. Så vi kan sagtens skabe sammenhæng på tværs af Kattegat – uden en bro vel og mærke!
Desværre har Corona-restriktioner det seneste trekvarte år gjort det næsten umuligt at mødes fysisk, ligesom den helt nødvendige borgeroplysning har været stærkt amputeret. Derfor ser vi også i vores tre foreninger på Røsnæs, Samsø og i Østjylland frem til mere normale tider, hvor vi igen kan mødes med hinanden og med borgerne i vores respektive områder. Vi har blandt meget andet planer om arrangementer i forbindelse med kommunevalget, møder med Folketingspolitikere og en høring på Christiansborg om Kattegatforbindelsen. Så der nok at se til for os alle og vi kan opfordrer vore medlemmer og andre til at engagere sig i arbejdet.