Et år med 'Ja til Røsnæs'
Et år med ”Ja til Røsnæs”
Foreningen ”Nej til Motorvej på Røsnæs”, er på pletten for at komme i dialog med politikerne om at stoppe planerne for en motorvej på Røsnæs som en del af Kattegatforbindelsen, når Folketingets Trafikudvalg i morgen, den 20, august kl. 11, afholder samråd om den trafikale Investeringsplan, herunder den plan den forrige regering vedtog lige inden valget og Togfonden.
Den meget aktive forening ”Nej til motorvej på Røsnæs” har nu eksisteret i et år og samles til den første ordinære generalforsamling den 31. august kl. 14-17 på vingården Dyrehøj, Røsnæsvej 254 på Røsnæs.
Det har været et år med et langt ”JA til Røsnæs”. Foreningen kan måle sin succes i et støt stigende antal medlemmer, så vi nu er omkring 300, der samles om et nej til at flække Røsnæs på langs med asfalt og beton. Men frem for alt er foreningen blevet en politisk faktor, som beslutningstagerne må tage med i deres overvejelser, når der bliver diskuteret fast forbindelse over Kattegat.
Motorvejsprojekt uden mening
Fra politisk hold fik vi for år siden at vide, at vi var ”for tidligt ude” med vores protest. At vi skulle ”holde krudtet tørt til senere”. Vi lyttede ikke, og det viste sig at være klogt. Da politikerne første gang besøgte os for et år siden, kiggede de ud over landskabet og forsikrede os, at det ikke ville blive så slemt at leve med. I dag kommer de ikke mere med den snak. Foreningen har vedholdende gennemgået de tilgængelige papirer og planer for en forbindelse og over for politiker og offentlighed vist, hvor ødelæggende en motorvej vil blive for naturen og levebetingelserne for de mennesker, der har hjemme på Røsnæs.
Argumenter, der er blevet kraftig understreget af, at hele Røsnæs i foråret med næstflest stemmer blev optaget i Danmarks Naturkanon. Det giver derfor ingen menig med den ene hånd at værdsætte den unikke natur på Røsnæs for at ødelægge den med den anden hånd.
Der er kommet beroligende meldinger om andre linjeføringer, men vi må konstatere, at alle undersøgelser og planer for en bro stadig går ud fra Røsnæs – og kun Røsnæs. Det har ikke ændret sig med regeringsskiftet.
Endnu større politisk pres
Derfor lægger vi i det kommende år op til fortsat pres på politikerne med dokumentation, henvendelser, foretræder, mv. for at sætte lys på den fortsatte beslutningsproces og forhinde en motorvej på Røsnæs. Første gang er som nævnt allerede i morgen, den 20. august, når der er samråd i Trafikudvalget i Folketinget om investeringsplanen, herefter ved foretræde for trafikordførerne i september. Det er bl.a. vigtigt for os, at foreningen ”Nej til motorvej på Røsnæs” inddrages og sikres en høringsret ved kommende planer og beslutninger, herunder den kommende forundersøgelse, der med de afsatte 60 mio. kr. over tre år, forventes at gå i gang til efteråret.
Så der er arbejde og opgaver nok til endnu et år med foreningen ”Nej til motorvej på Røsnæs".