Fælles modstand mod Kattegatforbindelse
Lørdag d.28. september mødtes godt 20 mennesker i Energiakademiet på Samsø for at drøfte hvordan man kunne koordinere modstanden mod den Kattegatforbindelse, som den tidligere transportminister Ole Birk Olesen igangsatte en forberedelse af. Mødet var indkaldt af ’Rådet for Bæredygtig Trafik’ som led i et aktions-forskningsprojekt om Kattegatforbindelsen. Ved mødet deltog foruden repræsentanter for forskningsprojektet desuden medlemmer af bestyrelsen for ’Nej til motorvej på Røsnæs’, lokale modstandere af forbindelsen på Samsø og Odder i øst-Jylland samt eksperter indenfor henholdsvis trafik og miljø.
På mødet var der stor enighed om at en motorvejsforbindelse som skitseret i oplæg fra Vejdirektoratet vil være ødelæggende for enestående naturområder på alle tre lokaliteter ligesom den vil smadre velfungerende lokalsamfund. Derudover vil en sådan forbindelse nok engang bidrage til at øge biltrafikken i Danmark, hvilket der ikke just er brug for i en tid, hvor alle kræfter skal sættes ind for at reducere klimabelastningen - også indenfor transportområdet. Der er tværtimod behov for en radikal nytænkning af transportpolitikken.
Der var også enighed om at koordinere modstanden på tværs af Kattegat, hvilket dog forudsætter at der etableres en organiseret modstand på Samsø og ved Odder svarende til den der er etableret på Røsnæs. Derfor var det også et højdepunkt på mødet, da de forsamlede Samsinger besluttede at tage initiativ til at stifte en Forening i den nærmeste fremtid. Også repræsentanterne fra Odder ville tage initiativ til at rejse en debat lokalt, i første omgang gennem Danmarks Naturfredningsforening, som alle var medlemmer af.
Ved mødets afslutning blev det besluttet at fastholde kontakten og afholde et nyt møde i foråret 2020.