Foreningerne der kæmper mod de ødelæggende konsekvenser af en motorvejsforbindelse fra Østjylland, ind over Samsø og videre til Røsnæs eller Asnæs har udarbejdet en Grønbog, der samler nogle af de vigtigste argumenter mod dette mega-projekt.

Som et led i samarbejdet mellem ’Nej til motorvej på Røsnæs’, ’Stop motorvej over Samsø’ og ’Østjyder mod Kattegatforbindelsen’ har en tværgående redaktion igennem det sidste halve år arbejdet med udgivelsen af en Grønbog om Kattegatforbindelsen. Formålet har været at samle nogle af vores vigtigste argumenter mod projektet. Grønbogen har siden fået tilslutning fra den nyligt oprettede forening ’Nej til motorvej på Asnæs’.

Grønbogen er nu færdig og trykt i 5000 eksemplarer. Desuden foreligger den digitalt og vil blive lagt på foreningernes hjemmesider. Den er på 36 sider og omfatter kapitler om ødelæggelserne af natur og landskab, klimaet, støjen, transportpolitik, økonomi og demokrati. Derudover en indledning af forfatter og journalist Knud Vilby samt en afslutning af forfatter Vibeke Grønfeldt.

Grønbogen vil blive sendt til politikerne på Christiansborg samt de berørte Regionsråd og Kommunalbestyrelser. Derudover vil den blive uddelt til aktivister og andre interesserede, der ønsker at sætte sig mere grundigt ind i konsekvenserne af dette ødelæggende mega-projekt.