Høringssvar til Kalundborg kommunes udviklingsstrategi
Nej til Motorvej på Røsnæs ser det som en helt forkert og skadelig retning for udviklingen af Kalundborg Kommune, når det i udviklingsstrategien lyder, at ”Vi understøtter arbejdet henimod en ny Kattegatforbindelse, med fokus på værdiskabelse for Kalundborg kommune.”, da der er flere ulemper end fordele ved det gigantiske infrastrukturprojekt Kattegatforbindelsen.
I stedet vil det være bedre for udviklingen af Kalundborg Kommune at lægge vægt på, hvordan udviklingsstrategiens overordnede temaer ”Kalundborg er et godt sted at bo og leve, uddanne sig, arbejde og drive virksomhed samt bæredygtighed”, der indgår i de fleste af de behandlede emner, kan realiseres. Det vil vi kommentere nedenfor.
Ad. ”Bæredygtig udvikling i byen og på landet” (s.8 m.fl.). Her nævnes: ”Flere grønne forbindelser og stisystemer”…..”Styrkelse af byen - der kan gøres mere interessant for besøgende, turister…”
Vores kommentar/forslag til tilføjelse: ”… og nye beboere, der ønsker at bosætte sig tæt på de mange arbejdspladser”. Det skal også være attraktivt at bo på landet i et af de mange, attraktive områder udenfor de større bymæssige bebyggelser bl.a. på Røsnæs, hvor der ligger flere, små hyggelige landsbyer.
Vedr. cykelturisme – i samme afsnit: ”Med Istidsruten, Vinruten,……
Vores kommentar/forslag til tilføjelse: ”Den allerede etablerede cykelsti på Røsnæs kommer forbi flere af vingårdene og suppleres godt af de små landeveje, der i de fleste tilfælde kun har lidt trafik. Der er fine muligheder for cykelrundture på Røsnæs. Især på nordsiden føler man sig langt ude på landet og nyder den fred og ro, der er et stort attraktiv for mange mennesker.
Oplevelsen kan forbedres med flere cykelstier bl.a. på vejen ud mod Svenstrup, Illerup og i skovene ved Vollerup m.m.
Ad. ”Flere borgere i kommunen – et godt sted at bo og leve” (s. 12 m.fl.)
Det skal være ”attraktivt at flytte til og bosætte sig”….”leve tæt på naturen i hele kommunens geografi”….”…kollektive landsbyprojekter på landet”…. ”styrke kommunens outdoor-profil med fokus på sø, kyst og hav”.
Vores kommentar: Dette bliver svært med et motorvejsprojekt udover Røsnæs.
Ad. ”Detailhandel og turisme skaber lokal beskæftigelse” (s. 16 m.fl.)
”Især vil et løft af turismen…..”
Vores kommentar: Dette bliver meget svært med et motorvejsprojekt udover nogle af de mest attraktive områder i kommunen.
”Kalundborg Symbiosen har udviklet sig til at være blandt Nordeuropas stærkeste indenfor biosolutions” ….. ”verdens førende industrisymbiose”
Vores kommentar: Sammen med den smukke natur giver symbiosen et billede af en moderne kommune med bæredygtige værdier. Her passer mange kilometer motorvej gennem den storslåede natur meget dårligt ind.
Ad. ”Natur og ressourcer” (s. 22 m.fl.)
Afsnittet opsummerer fint naturen i kommunen - og hvor der er plads til forbedringer.
Vores kommentar: Især i f.t. dette afsnit virker et motorvejsprojekt, der vil ødelægge/forringe mange km2 natur, meget malplaceret. Det vil absolut ikke være en gevinst for kommunen.
Et motorvejsprojekt vil – uafhængigt af udformning og placering – være lodret imod ”…at leve op til ambitionen om at blive klimaneutral i 2050…”.
Ad. ”Infrastruktur….” (s. 26 m.fl.)
En naturlig optimering og udvikling af den eksisterende infrastruktur beskrives udmærket i afsnittet - herunder bedre færge- og togforbindelser, flere cykelstier m.m.
Men på den sidste side står en sætning, der passer dårligt sammen med de foregående siders intentioner: ”Vi understøtter arbejdet henimod en ny Kattegatforbindelse, med fokus på værdiskabelse for Kalundborg kommune”.
Vores kommentarer: Gevinsten vil især komme til at ligge hos folk i København og Århus/Trekantområdet, der har behov for at komme hurtigere frem til hinanden. Entreprenørbranchen vil få en kæmpeopgave, når den samtidig skal være fuldt involverede i den grønne omstilling de næste mange år.
Foreningen ønsker at opponere imod sætningen: ”Vi understøtter…”, og anbefaler, at den omformuleres, således at Kalundborg Kommune også forholder sig til de gener, f.eks. ødelagte naturområder til lands og vands, belastning af støj, lys, forurening fra trafikken, begrænsninger i færdsel, som en Kattegatforbindelse gennem Kalundborg kommune med sikkerhed vil afstedkomme. En evt. understøttelse må afvente disse undersøgelser.
Kalundborg kommune anbefales at gå ind for alternative infrastrukturløsninger i stedet for motorvej, så som færgeforbindelser, tog og fokus på forbedring af offentlig transport.
Fortsættelsen af motorvejen fra Kalundborg og vestpå vil bevirke et støjniveau på størstedelen af Røsnæs over støjgrænserne. En Kattegatforbindelse vil også mangedoble trafikstøjen fra vejforbindelserne østpå fra Kalundborg mod Holbæk og Roskilde. Med de nuværende støjgrænser er konsekvenserne af støj voldsomt undervurderet. Støjens negative indflydelse på helbredet rækker langt ud over de markeringer, som støjberegninger viser, hvilket har været kendt gennem en del år.
De mørke nætter (Dark Sky) med alle stjernerne fortrænges og en stille, lun sommeraften bliver med en konstant summen i baggrunden.
Huspriserne vil falde i et mange km2 stort område – og der gives ikke erstatninger til husejerne.
Hvad med turisme, vinruten, tiltrækning af nye beboere, naturoplevelse? Disse ting fylder dog langt det meste af udviklingsstrategien.
Vores konklusion
Værdiskabelsen bliver - samlet set - med et stort, negativt fortegn for kommunen. Derfor må Kommunalbestyrelsens sætte det kritiske lys på Kattegatforbindelsen og arbejde for en kommune uden landfast forbindelse til Jylland.
I øvrigt vil en Kattegatforbindelse heller ikke på nationalt plan kunne hæve sig til at bibringe en positiv værdi til hele landet, selvom en del af de negative konsekvenser ligger i de ramte kommuner.
Med venlig hilsen
Bestyrelsen i
NEJ til motorvej på Røsnæs