Støtte til Fredningsalliancen
Fredningsalliancen er en sammenslutning af grønne organisationer og lokale borgergrupper, der protesterer mod forslag i Folketinget om at ophæve en række eksisterende fredninger på Amager Fælled og i Sydhavnen. Forslaget er fremsat af Regeringen på opfordring fra Københavns Kommune, der ønsker at sælge de pågældende arealer til byggeformål.
Fredningsalliancen mener det er et utidigt indgreb i hele fredningsprocessen, der i følge gældende regler og praksis skal foregå indenfor rammerne af den hertil etablerede fredningsinstituion.
På et bestyrelsesmøde i ’Nej til motorvej på Røsnæs’ d. 17. februar blev det besluttet at bakke op om Fredningsalliancens protest. Vi opfatter det som en meget principiel sag, der vil kunne danne præcedens andre steder i landet, bl.a. i forbindelse med motorvejsbyggeri på Røsnæs.