Jo hurtigere vi bevæger os i højhastighedssamfundet, desto mere spilder vi tiden

Forleden kom jeg i tanke om en fortælling, vi blev præsenteret for i faget dansk i folkeskolen tilbage i 1960’erne. Det var en novelle skrevet af Johannes V. Jensen med titlen: ’Nåede de færgen?’. Den handlede om et ungt par på motorcykel, der ræser tværs over Fyn for at nå en tidlig færge fra Nyborg til Korsør. De er berusede af motorcyklens kræfter og besatte af at nå deres mål så hurtigt som muligt. De overhaler alle køretøjer foran dem på de fedtede og snoede landeveje, men til sidst kører de galt. De nåede færgen. Ikke til Korsør, men derimod til dødsriget.

Johannes V. Jensen hyldede ellers det moderne fremskridt, men anede formentlig også uråd om dets bagside. Novellen er skrevet helt tilbage i 1925, altså på et tidspunkt, hvor det moderne højhastighedssamfund tog sin spæde begyndelse. Siden er det som bekendt gået stærkt, ja, ovenikøbet med accelererende hast. I dag kører vi ikke 60 km i timen på en Nimbus hen over snoede landeveje, men mindst 110 km i timen på fire-, seks-eller otte-sporede motorveje, der som mere eller mindre rette linjer skærer sig gennem landskabet.

Den moderne fartmani

Og så skulle man ellers tro, vi havde fået travlt nok og derfor begyndte at indstille os på, at nu var det nok. Men nej. Fartmanien fortsætter med uformindsket styrke på alle niveauer af samfundet, ikke mindst når det handler om transport.

Stærke politiske og økonomiske kræfter arbejder for, at det meste af landet om få år skal være ét stort motorvejskryds. Mens de første spadestik til en Femern-forbindelse er taget, planlægges en stribe stærkt indgribende bro- og motorvejsprojekter i resten af landet: En ny motorvejsforbindelse over Limfjorden, en ny motorvej ned gennem Jylland, en motorvejsforbindelse fra Als til Fyn, en ny motorvejsforbindelse mellem Sverige og Danmark. Og så projektet over dem alle: En Kattegatforbindelse fra Hou i Østjylland, ind over Samsø og videre til Røsnæs, hvorfra man i ekspresfart kan komme videre mod København. Blot for at nævne nogle af de største projekter.

Hvad handler i grunden denne maniske besættelse af hastighed om? I første omgang handler det om at ophæve afstande og sætte sig ud over landets geografi. Det ironiske er, at denne bestræbelse i realiteten har ført til øgede afstande, for den konstante udvidelse af vejnettet er nemlig gået hånd i hånd med en fremadskridende centralisering af stadigt flere samfundsmæssige funktioner, især i og omkring de store byer.Alle motorveje peger ind mod disse centre, hvorved resten af landet reduceres til deres opland. Derfor er der blevet stadigt større afstande mellem vore gøremål: Længere til arbejde, længere til indkøbsmuligheder, længere til læge og hospital, længere til fritidsaktiviteter osv. Det har så igen ført til voldsomt øget trafik på vejene, hvilket igen betyder, at vi mange steder må snegle os afsted i kilometerlange bilkøer. 

Alt i alt bruger vi i dag meget mere tid på at være på farten, end vi gjorde, før denne besættelse af hastighed for alvor tog fart.

Men når vi på denne måde bruger en stor del af vort liv på at være på vej fra det ene sted til det andet og derfor aldrig rigtig kan være til stede noget sted, bliver vi rastløse. Vi mister ganske enkelt den ro og det nærvær, som kun indfinder sig, når vi kan fordybe os på netop det sted, hvor vores krop befinder sig.

I denne tilstand af rastløshed mister tiden sin fylde. Frem for at komme os håbefuldt imøde føles tiden som noget, der hele tiden undviger os. Den bliver til et tal, der ubønhørligt tæller ned sekund for sekund, minut for minut, time for time, indtil det hele er slut, og færgen transporterer os den sidste vej til dødsriget.

Vold mod natur og miljø

Vi ødsler livet væk med al denne rastløse jagt efter at nå hurtigere frem til vort bestemmelsessted. Men det er ikke kun vort eget liv, vi på den måde øver vold på. Det er i høj grad også vore omgivelser, det vil sige vores natur og vort miljø.

Man kan ikke ophæve afstande og sætte sig ud over landets geografi uden samtidig at øve vold på de landskaber og den natur, der er den konkrete legemliggørelse af denne geografi. Jo, i den fysiske planlægning kan man måske godt, for her fremstår den infrastruktur, der skal bringe os hurtigst muligt fra A til B, blot som uskyldige streger på et i øvrigt livløst kort.

I virkelighedens verden er det anderledes. Her repræsenterer stregerne på kortet enorme mængder jord, der skal flyttes, og asfalt, som skal lægges. Det skaber store ar i landskabet og etablerer effektive barrierer mellem alt det, som befinder sig på hver sin side af ’stregen’.

Dertil kommer den støj, som trafikken på især motorvejene giver anledning til. Ifølge en rapport fra Miljøstyrelsen er trafikstøj den mest udbredte støjgene, og den har været stigende i takt med trafikkens vækst. I dag er mellem 1,3 og 1,6 millioner danske boliger udsat for trafikstøj over WHO’s anbefalede grænseværdi. Det dør folk af – cirka 500 om året skønner Miljøstyrelsen. Og så er der transportsektorens CO2-aftryk, der som følge af trafikkens vækst har været stigende over mange år og i dag udgør omkring 30 procent af de samlede udledninger.

Vores jagt efter at ophæve afstande og øge hastigheden i vort samfund har for længst nået et niveau, hvor ulemperne overgår fordelene. Ud over at vi mister evnen til at være til stede noget sted, ødelægger vi alle de steder, vi passerer på vor vej. Det er en dødskurs, vi er inde på, og derfor er det på høje tid, at vi besinder os – hver især og sammen.

Gør stedet til vort sted!

Vi må genopdage den velsignelse, det er, at kunne fordybe os i det sted, hvor vi nu engang befinder os. Det indebærer, at vi tager del i det liv, der udfolder sig på stedet, at vi åbner os for andre mennesker af kød og blod, at vi engagerer os i fællesskabet og tager vare på den lokale natur.

Gør vi det, bliver stedet lige pludselig til vort sted, frem for en tilfældig adresse på et kort. Vort sted forsvarer vi med næb og kløer, når højere magter sætter bulldozere i sving for at bebygge de sidste grønne åndehuller på stedet.

En sådan kulturrevolution fra neden må naturligvis gå hånd i hånd med grundlæggende forandringer i den herskende politiske tænkning fra oven. Det må være slut med det hastighedsregime, der alt for længe har præget alle sider af politikken på alle niveauer.

En sådan forandring kommer ikke af sig selv, men kun gennem et vedvarende pres fra neden. For øjeblikket er mange mennesker rundt omkring i landet involveret i forskellige kampe for at forsvare deres bosteder. Disse lokaleinitiativer må forene deres kræfter i en landsdækkende bevægelse, der kan udfordre det herskende hastighedsregime.

Et oplagt sted at starte kunne være at samle modstanden mod de mange massivt ødelæggende motorvejsprojekter, der netop nu er på tegnebrættet. Og det i et land, der i forvejen har flest kilometermotorvej per indbygger i hele Europa. Vi har motorveje nok i dette lille land. Lad os dog lære at tage den tid, en rejse nu tager – og nyde den undervejs. Ellers når vi alt for hurtigt frem til den forkerte færge.

----

John Holten-Andersen er civilingeniør og medlem af NOAH’s og 'Nej til motorvej på Røsnæs' bestyrelse