Samtidig med at Regeringen bekender sig til en Kattegatforbindelse går stadigt flere borgere til modstand

Lørdag d.18.januar stiftede 150 borgere på Samsø foreningen Stop Motorvej over Samsø. Hermed fik den udbredte modstand mod en ødelæggende motorvej hen over øen et organisatorisk udtryk. Sammen med den tilsvarende forening ’Nej til motorvej på Røsnæs’ har de folkelige kræfter mod mere asfalt og beton hen over to af vore mest unikke naturområder fået et stærkt talerør.

Det bliver der i den grad brug for. For dagen efter – søndag d. 19. januar – bekendtgjorde transportminister Benny Engelbrecht, at regeringen støtter ideen om en Kattegatforbindelse og derfor vil videreføre den forundersøgelse af projektet, som den tidligere regering satte i gang. Forskellen er angiveligt at den nuværende regering ønsker at forbindelsen skal inkludere tog, mens den tidligere alene satsede på en bilforbindelse.

En motorvej fra Hou, over Samsø og ind på Røsnæs deler landet i et ’Systemdanmark’ og et ’Borgerdanmark’

Udmeldingen fra regeringen har været dækket massivt af medierne og skabt mange reaktioner på diverse platforme (se nedestående links). Af reaktionerne tegner sig et klart billede af et ’Systemdanmark’ der støtter projektet og et ’Borgerdanmark’ der tager afstand. ’Systemdanmark’ repræsenteres af Dansk Industri, magtfulde borgmestre og nu også af regeringen. ’Borgerdanmark’ repræsenteres af en stribe grønne organisationer plus nu også en række lokale borgergrupper, der ønsker at forsvare deres område mod at blive vandaliseret af endnu et megalomant transportprojekt.

Kampen mellem disse to grupper er langt fra ligeværdig. ’Systemdanmark’ har stærke organisationer bag sig og mange penge at gøre godt med, hvad ’Borgerdanmark’ absolut ikke har. Alligevel er kampen ikke tabt på forhånd. Os der allerede er engageret i modstanden mærker en bred klangbund for vores kritik og en stigende vilje til at yde en indsats. Tusindvis bakker os op på de sociale medier og mange har meldt sig ind i vores foreninger de seneste dage. Men, vi har brug for mange flere, der tager del i kampen, ja, hvis vi skal vinde dette slag har vi brug for at skabe en omfattende folkelig bevægelse, der siger nej til at gøre hele landet til en stor motorvejsudfletning.

Alligevel er kampen ikke tabt på forhånd. Os der allerede er engageret i modstanden mærker en bred klangbund for vores kritik og en stigende vilje til at yde en indsats.