Storebæltsforbindelsen skabte ikke vækst i lokalområdet
En af de lokale argumenter for en Kattegatforbindelse er, at den vil skabe vækst og arbejdspladser i Kalundborg. Borgmester Martin Dam drømmer om Kalundborg som et vækstcenter mellem Århus og København. Men, meget tyder på at han gør regning uden vært. I hvert fald viser undersøgelser af Nyborg og Korsør, at Storebæltsforbindelsen førte til det stik modsatte: Arbejdspladserne forsvandt i takt med at trafikken tog til. Tilsvarende erfaringer har man gjort i andre egne af landet.
De hurtige forbindelser har det med at favorisere de store byer på bekostning af de mindre. Overført til Kattegatforbindelsen betyder det, at især København og Århus vil have økonomisk gavn af forbindelsen, mens en by som Kalundborg snarere vil blive reduceret til pendleropland for disse to byer.